Besætningen

Lorenzen

Klarinet, tramp

Martin Strange Lorenzen kaldes i folkemusikkredse for en af luftens helte og ikke helt uden grund. Han er tonernes og ordenes betvinger, B-klarinetten brigadegeneral og en helt igennem åndsbevidst fyr med begge ben i næsen solidt plantet i de fynske agre. Bliv tryllebundet af trut, blæs og båt, Lorenzen både er – og spiller – flot.

Clausen

Violin

Jonas Lærke Clausen behersker bue og violin, som Wilhelm Tell behersker bue og pil. Endvidere er Clausen bevæbnet til tænderne med skarpe tunes, brandvarme soloer og ikke mindst et imponerende overskæg. Han er både folkemusikkens Wilhelm Tell OG D’Artagnan.

Nielsen

Bas

Emil Ringtved Nielsen er elbassist, og længe skal man rejse på de syv have, før man møder vaskeægte folkemusik-elbassist. Når bølgerne går højt, er Nielsen Kapellets faste anker. Når stormen tager til, står han fast, beholder sit iskolde overblik fra agter til stævn og sørger for, at Kapellet endnu engang kommer på rette køl. Med Nielsen ved roret, falder ingen mand over bord.

Larsen

Guitar, mundharmonika

Sebastian Boesgaard Bloch Larsen har i sit musikalske arsenal en stor sportstaske fyldt med fede licks, en urokkelig fornemmelse for tid og en ikke uanselig mængde charme. Pas på piger, hvis I ikke bliver bjergtaget af hans strengeleg, så gør I det af hans brune krøller og dybe øjne.

Jørgensen

Piano

Julian Svejgaard Jørgensen har, som de fleste andre pianister, 19 fingre, men når han spiller, kan man sagtens være tilbøjelig til at stille spørgsmålstegn ved dette faktum. Der er fart over feltet ,når han sætter sig ved tangenterne, men vær’ bare helt rolig. Jørgensen tager lytteren – såvel som sine solister og akkompagnatører – ved hånden, så ingen bliver sat af.